Type and press Enter.

Vegansk madbudget på SU

vegansk madbudget på su

10 tips til et vegansk madbudget på SU

Vegansk madbudget på SU! Der er mange måder at håndtere et madbudget på. Det her indlæg er ikke kun tiltænkt de studerende, men “SU-delen” er henvendt til alle dem der går efter et billigt madbudget, hvor altså selv dem på SU kan være med.

Jeg er ikke selv på SU, min kæreste er, men jeg har et timelønnet deltidsjob, så vores indtægt er cirka det samme. Der kan være mange grunde til at gå efter et billigt madbudget – enten er du nødt til det, for at det hele kan løbe rundt, eller også ønsker du bare at kunne bruge dine penge på andet end blot at spise dem op. Måske en blanding af de to.

Jeg har herunder samlet 10 tips til et vegansk madbudget på SU – min kæreste og jeg lever billigt, og vi mangler bestemt ikke noget. Jeg overvejer lidt at lave en form for madplan inkl. priser her på bloggen, for at illustrere lidt nærmere, hvordan de her tips fungerer i praksis. Det kan jeg lige se nærmere på! Indtil videre får I de her 10 tips. Et vegansk madbudget på SU er for alle – godt for dig, din pengepung og jordkloden <3

1. Spis efter sæsonen
Spis masser af grøntsager og frugt i sæson – det er billigere, kan findes lokalt (måske kan du opstøve rodfrugter hos en lokal landmand eller æbler fra et æbletræ i nærheden) og er generelt mest bæredygtigt.

2. Tilbudsjagt, sæt i gang!
Det siger sig selv – men det virker altså. Kunsten er dog så, at du ikke skal købe ting der er på tilbud, bare fordi det er på tilbud – og jeg ved godt, at Nettos spotvarehylde har mange spændende ting, men det går ikke. Tjek tilbudsugen.dk jævnligt og indtast det du mangler i søgefeltet. Smørbar til en 10’er, frostgrønt fra Rema til 5, bananer til 1 krone… Der er penge at spare, når det er varer, du ville have købt alligevel! Du kan også tilmelde dig ØKO+ i Føtex eller gøre brug af Bilkas spare-søndage, hvis det giver mening for dig og din situation (25 % på alt økologi d. 2 søndag i måneden og 25 % på alt FreeFrom d. 3 søndag i måneden).

3. Store portioner
Gør livet nemt for dig selv, og lav store portioner, når nu du endelig er i gang. Mealprep, frys hele eller halve retter og vær på forskud i travle og stressede perioder – eksempelvis i eksamenstiden eller når man har sene arbejdsdage.

4. Gem resterne og elsk rugbrød (og havregryn)
Især den her prøver min kæreste og jeg at blive god til. Det er mest gældende for dig, der godt kan lide varm mad eller rester til frokost. Gem dine rester fra aftensmaden til aftensmaden næste dag frem for at spise det hele til frokost. Lav sandwich, rugbrød eller lign. i stedet – der findes mange slags billige hjemmelavede pålæg! Bønnespread, kartoffelmadder og hummus – sundt, nemt OG billigt! Alternativt spis dine rester til frokost og spis rugbrød til aftensmad….

5. Trykkogeren er din nye bedste ven
Det er det bedste køb vi har gjort længe – en trykkoger! Jeg fik kendskab til den gennem dette indlæg (10 gode grunde til at bruge en trykkoger), og den er genial! Madlavningen bliver nemmere og hurtigere, hvilket gør, at vi sparer penge på flere fronter. Eksempelvis koger vi alle bælgfrugter selv (meget billigere end at købe på dåse), og så sparer vi på energi-regningen, fordi kogetiderne bliver markant lavere.

6. Madplan
Planlægning minimerer madspild og impulskøb, og det hjælper helt sikkert også på overskuddet i hverdagen. Lav en madplan der holder sig indenfor madbudgettes rammer – find evt. inspiration hos mommabear.dk (veganske madplaner med komplette indkøbslister).

7. Madspild
Vegansk kost er genialt til at minimere madspild. Veganske produkter har generelt en længere holdbarhedsdato, og tilberedt vegansk mad holder sig generelt også længere. Alt i et grønt køkken kan bruges – har du spist ris den ene dag, men kogt for mange, så lav risfrikadeller den næste. Bønner og andre bælgfrugter kan bruges i varme retter, smoothies og bagværk. Smid aldrig mad ud – gem dine rester og tænk kreativt! Hvis du er frisk på det, så er skralde-konceptet perfekt. Du minimerer madspild, og du bruger samtidig ikke en krone – du kan finde masser af varer der intet fejler.

8. Madlager og storkøb
I forlængelse af punktet oven over – veganske madvarer holder sig ofte godt i lang tid. Køb større mængder når du spotter et godt tilbud, og gør brug af hjemmesider som f.eks. buywholefoodsonline. Gennem den hjemmeside køber vi gerne f.eks. røde linser i 5 kg poser, en hel masse nødder, bælgfrugter, meltyper, krydderier og andre kolonialvarer. Læs her om basisvarer i mit veganske køkken.

9. Hjemmelavet er vejen frem
Hjemmelavede dadelkugler, hjemmelavede boller, hjemmelavet pålæg, hjemmelavet plantefars. Det er og bliver bare billigere (og oftest sundere) – det kræver selvfølgelig lidt tid, men gør det til en prioritering, fordi det kan godt betale sig. Jeg har enkelte gange hørt “vegansk mad er dyrt, så jeg kan ikke blive veganer”, og den holder ikke heeelt, fordi så dyrt er grøntsager, bønner og ris jo altså bestemt ikke. Hvis du derimod lever af Hakket, Ben&Jerry’s og VeganEgg, så kan jeg godt forstå, at det løber op. Lad være med det så.

10. Prioritering
Bruger du lidt for mange penge på drinks i byen,  fredagsslik eller dyre færdigretter, så sæt dig ned og overvej hvordan du måske kan spare det væk. Du skal dog også gøre op med dig selv, hvor du egentlig ønsker at spare – for nogen er det vigtigt at købe økologisk, andre sætter pris på rugbrød fra bageren og sådan er vi alle forskellige. Spar et sted der ikke er så vigtigt for dig, så du kan prioritere dine penge et andet sted (det gælder sådan set alle slags budgetter). Der skal også være plads til at bruge penge på det, der betyder noget. For mit eget vedkommende sparer jeg ikke på økologi og det at spise ude, men til gengæld sparer jeg andre steder, så jeg har råd til de poster uden bekymring. Alt med måde selvfølgelig, med det vælter bestemt ikke budgettet, og det er sådan jeg gerne vil have det.

Jeg håber, at I kan bruge det til noget – smid endelig en kommentar med endnu flere sparetips til et vegansk madbudget på SU!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 comments

  1. Yeeeesss – fedt med endnu en på trykkoger-vognen! Det må være Guds gave til veganerne

    1. Uden tvivl! <3 Tak for tippet i sin tid!!