Type and press Enter.

Safety razor: Bæredygtig barbering

safety razor in bamboo and stainless steel
Safety razor hånd i hånd med en zero waste kropspleje

Bruger du engangsskrabere? Så er det i hvert fald på tide at slutte den vane – du kan nemlig nemt gøre din barberingsrutine meget mere bæredygtig og økonomisk, ved at kvitte engangsprodukter som plastik-skrabere. Du kommer til at spare penge, du kommer til at producere mindre affald og så får du muligvis også et meget bedre resultat – det gjorde jeg i hvert fald. Jeg ved der findes forskellige barbermaskiner og epilatorer, som måske også er bedre end brug-og-smid-ud skraberen, men der skal du også til tider skifte dele ud der måske består af f.eks. plastik, og så bruger du måske også strøm. Hvis du også gerne vil undgå dét samt førnævnte engangsskraber, så kunne en safety razor meget vel være vejen frem for dig.

På billederne ser du min sazety razor, som jeg har haft siden i sommers. Billederne er taget i dag og den ser altså ud så god som ny, på trods af at jeg bruger den forholdvis ofte. Den er til både mænd og kvinder, og kan bruges overalt på krop og ansigt. En safety razor er den klassiske skraber, og jeg forstår faktisk ikke hvorfor man nogensinde er gået væk fra den – men i hvert fald er den begyndt at komme frem igen med alt det fokus på at gøre sine vaner mere zero waste, og udover at den producerer minimal affald og er bedre for din pengepung, så er den egentlig også ret pæn og har det der old-school look over sig – meget finere end diverse maskiner og plastikskrabere!

Hvordan bruger man sådan én?
En safety razor fungerer som en normal skraber – forskellen er egentlig bare at man skal skifte barberbladet engang i mellem. Man skal desuden ikke lægge pres på som ved en engangsskraber, fordi barberbladet er så meget skarpere end dem der sidder i en plastik-skraber, og vægten fra safety razor’en er nok i sig selv. Jeg bruger min i badet, og bruger efterfølgende kokosolie som en slags “aftershave” for at gøre huden blød og for at undgå rødme og knopper – og det fungerer over al forventning. Kokosolie er meget drøj i brug, og kan købes økologisk i en glasbeholder. Det vil tage dig laaang tid at bruge et glas op (over et år for mit vedkommende), og du kan efterfølgende genbruge glasset til alverdens ting. Kokosolie fungerer også sublimt til andre ting, f.eks. som make-up fjerner (det har jeg skrevet om her) og du kan eksempelvis købe det i Matas.

Hvor kan jeg så købe den?
Nok om kokosolie og tilbage til safety razor’en. Måske overvejer du nu at anskaffe dig sådan en – men hvad koster det egentlig? Jeg har givet 170 kr inkl. forsendelse for selve safety razor’en, og cirka 12 kr for 5 blade. Jeg har først lige skiftet bladet nu (altså flere måneder efter) og jeg ved der findes forskellige metoder til at gøre det skarpt igen, hvis det bliver lidt sløvt, som jeg også gerne selv lige vil have prøvet af – prøv evt. at søge på youtube, hvis du vil forsøge at forlænge levetiden for et blad. En safety razor kan holde resten af dit liv, og det eneste jeg egentlig gør for at “vedligeholde” den, er at lade den tørre ud efter brug, da jeg jo bruger den i badet. Jeg har købt min safety razor på Amazon, hvor servicen var super god – man fik en elektronisk manual med og en fin boks som man kan transportere den i. Bladene har jeg købt hos danske Isangs, hvor du også kan købe andet barbergrej som f.eks. barberkost, skægolie og faktisk også en safety razor (den er også rigtig fin, men koster dog det dobbelte). Jeg er meget tilfreds med min bambus safety razor, og vil anbefale den til enhver – og for en god ordens skyld vil jeg lige nævne at jeg ikke tjener på at skrive det her, så det er ren og skær min egen gode oplevelse jeg gerne vil give videre. Seeelv tak!

Safety razor i bambus kan findes her på Bambaws egen hjemmeside og her hos en dansk forhandler (jeg købte min på Amazon, men den forhandles ikke længere fra samme bruger)
Safety razor, blade og andet barbergrej fra Isangs kan findes her

 

safety razor in bamboo and stainless steel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 comments

  1. Hej Freya 🙂
    Jeg elsker at følge med på din fine blog <3 Og sikke et fedt indlæg! Jeg har længe ønsket mig en safety razor, men har endnu ikke fået gjort noget ved det (andet end at skrive det på min ønskeliste). Måske er tiden inde, til at tage sagen i egen hånd 😉 At læse dit indlæg her, er i hvert fald med til at motivere mig!
    Mange hilsner Line

    1. Hej Line! ❤
      Det er jeg vildt glad for at høre, tusind tak!! ❤ Jeg synes bestemt du skal få anskaffet dig en, jeg kan love du bliver glad for den! Jeg kan se mit link driller (til den jeg har købt) men jeg får det fikset hurtigst muligt, og så kan du ihvertfald overveje om det skal være dén – men der er mange fine på markedet og jeg tror det bliver svært at gå galt i byen! Held og lykke med det ❤
      Freya