Type and press Enter.

Om mig

Bliv lidt klogere på hvem det egentlig er der skriver….

Jeg hedder Freya (…Emilie er mit mellemnavn) og jeg er 19 år gammel. Jeg bor i Aalborg, men er født og opvokset i Hillerød – så jeg er en vaskeægte sjællander der lige nu holder til i det nordjyske. Jeg blev student i sommeren 2018, og har gået på HTX på studieretningen kommunikation/it A, design B og psykologi C. Lige nu holder jeg sabbatår, og det gør jeg også til næste år, og derefter skal jeg starte på noget studiehejs – det er ikke så spændende! Jeg elsker at skrive, formidle, være kreativ, tage billeder og desuden kan jeg godt lide at have projekter og være i gang, så denne blog er mit nyeste påfund – og allerede lidt mit lille hjertebarn. Jeg vælger at skrive og blogge om veganisme og bæredygtighed, fordi jeg ønsker at gøre verden grønnere – både nu og i fremtiden. Det er noget jeg går og grubler meget over, og noget jeg helt klart ønsker at sprede inspiration og information omkring – og det her er så min måde at gøre det på. Jeg har spist gradvist mere og mere vegansk siden jeg var 15 år og gik i 1g, og dengang startede jeg faktisk fordi jeg synes jeg ville udfordre mig selv for sjov, og prøve at være vegetar i en måned. Jeg har aldrig set mig tilbage! Indenfor det sidste års tid har det bæredygtige aspekt bidt sig mere og mere fast, og jeg forsøger ikke blot at afspejle min livsstil ud fra dyreetik, men også ud fra hvordan vi passer allerbedst på vores jordklode, som vi jo helst skal have mange år endnu. Derfor bliver den her blog en “alt-godt-fra-havet” blanding med blogindlæg, tanker og inspiration om mad, tøj, forbrug, livsstil, bolig og andet set i lyset af bæredygtighed og det veganske univers – skrevet af en 19-årig der ønsker at se en forskel i verden.

Jeg håber I vil være med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *