Type and press Enter.

5 tips til personlig, billig og bæredygtig indretning

bæredygtig indretning

Velkommen til min lejlighed

Har du også et ønske om bæredygtig indretning? Her får du 5 tips hvor alle kan være med. Det skal handle om der hvor man tilbringer ret så meget af sin tid – nemlig i sit eget hjem! Lige så mange hjem der findes, lige så mange måder er der at indrette på. I mit eget tilfælde så drejer det sig om en 2 værelses studiebolig på 50 kvadratmeter, som vi bor to mennesker i. Det er ikke fordi der er overflødigt med plads, men der er jo egentlig plads nok – men det kræver man tænker over hvad der er vigtigt for os hver i sær samt hvad vi bruger af ting og sager i løbet af en dag. Det skal være funktionelt, nemt at holde og så skal det altså også være både pænt og hyggeligt. Det her indlæg vil være perfekt til dig der flytter hjemmefra første gang eller skal indrette på ny, men hvis du blot ønsker tips til at indrette mere personligt, billigt og bæredygtigt, så læs med!

1. Hvad er nødvendigt og hvad vil du prioritere?

I en bæredygtig indretning handler det først og fremmest om hvad der er vigtig for dig. Vores studielejlighed består af et kombineret stue, spisestue og køkken. Vi har også entré, soveværelse og badeværelse. Først overvejede vi hvad der var vigtigt for min kæreste og jeg – og der vægtede vi begge vores computer plus god skrivebord plads meget højt. Det kan i sær være relevant for dig der spiller computer, studerer, blogger, redigerer billeder/film, arbejder hjemmefra osv…. Så ved du hvor vigtigt det er at have en god “arbejdsplads”. Et stort og langt skrivebord tager meget plads i vores hjem, men til gengæld kom vi frem til at et TV plus et TV-bord ville være overflødigt og unødvendigt (vi har ingen kanaler men streamingtjenester i stedet), så det findes altså bare ikke her som en del af stuen, og så har det store skrivebord fået pladsen. Selvom man måske tænker det er et møbel man “jo skal have”, så lad være med at skaffe dig det, hvis du egentlig ikke har brug for det – generelt et godt tip til at være en smule mere minimalistisk i sin tankegang, men som man ofte ikke tænker over: lad være med at have ting du ikke har brug for. Det er spild af penge, plads og kan virke forstyrrende og stressende.

2. Spørg familie og venner hvis du mangler noget

Det er absolut ikke nødvendigt at gå ud og købe alt fra nyt – hvis det kun er noget du mangler midlertidigt, så find en at låne det fra. Hvis det er noget bestemt du mangler, som jo kan være alt fra en elkedel til en potteplante, så spørg også din familie og venner først. Måske har de noget som alligevel bare står, eller noget som de havde tænkt sig at skille sig af med alligevel – eller også ved de fra nu af at du mangler det, og så kan det være at de hører fra en ven der har lige præcis dét tilovers eller ser det du mangler på et loppemarked. Generelt kan man overtage mange fine ting fra sin omgangskreds eller købe det billigt. Så er det tilmed også dejlig nemt og lige til. Vores mikroovn og støvsuger har vi fået fra min mormor og morfar samt en af deres bekendte – ingen af tingene fejler noget som helst. Tæppet i de grønne farver har min kærestes mor lavet til os, og er bare meget mere personligt og indbydende end et tilfældigt tæppe man ville kunne købe. Vi har overtaget en gammel foodprocessor fra mine forældre, og den er vi taknemmelig for hver eneste dag. Alle disse ting ville have været dyre poster for os.

3. Køb brugt

At købe brugt kan man ikke komme udenom i en bæredygtig indretning. Det her er mit yndlingspunkt – alle de ting vi ejer som jeg elsker allermest, er købt i genbrugsbutikker eller secondhand. Det har bare en anden værdi – man føler det er et “fund”, det er muligvis mere originalt, man har fået det til en god pris og det har tit en anden charme/historie over sig. Alle opbevaringsglassene til vores tørvarer er købt hos privatpersoner eller i genbrugsbutikker som f.eks. Røde Kors eller Kirkens Korshær. De koster det halve af hvad de gør i butikkerne, og jeg synes personligt det er finere med alle de forskellige slags og størrelser. Vores glas, bestik og tallerkener/skåle er købt secondhand – af privatpersoner gennem Facebook, DBA og app’en Tradono, hvilket også har været en meget billigere fornøjelse end hvad det ellers ville have kostet. Den blå vase samt de to karafler øverst er også købt secondhand i loppemarkeds-konceptet Kirppu – og jeg gav næsten ingen penge for det. Fra vores reol er også brødkassen købt secondhand, og i køkkenet er tallerkenstativet fra Blå Kors. Kedelige og praktiske ting at bruge penge på, er også oplagt at kigge efter i genbrugs butikker – alt mulig køkkengrej, tørrestativ og elektronik har vi blandt andet sparet mange penge på ved at finde brugt. Den lille pilea plante er fra et loppemarked, hvor en dame gav dem gratis væk.

De større møbler i vores hjem er også secondhand køb. Vores seng var gratis – fejler intet, og den har vi bare afhentet i Aalborg hos en der skulle af med den. Vores sofa kostede 350 kr, og er i det fineste kirsebærtræ og er helt perfekt til vores behov og plads. Vores spisebord plus stole er af bambus og købt af en dame der havde det stående til pynt, men nu ikke længere kunne have det. Vi gav 500 kr for alle tre dele, og i IKEA fra ny koster bordet i sig selv 1299 kr…….

Det nyeste køb på billederne er magasinholderen, som er en gammel sag, som jeg har købt fra en fyr her i Aalborg som handler meget med genbrug, retro og vintage hejs – han hedder @genbrugslopperneaalborg på Instagram og har virkelig mange pæne ting – perfekt til bæredygtig indretning.

4. Lær at tænke ud af boksen og begynd at upcycle 

Den her er personligt den nyeste for mig, men meget relevant i forhold til bæredygtig indretning. Glasset hvor vi har opvaskebørsten i er et renset olivenglas. Metaldåser fra f.eks. hakkede tomater og kokosmælk kan blive til potteplanter og blyantsholdere hvis man fjerner etiketten. Så sent som i dag har vi hængt et armeringsnet op på væggen, så det fra nu af kan fungere som en opslagstavle – billede af dén kommer snarest. Mulighederne er uendelige og jeg lover at komme med endnu flere i takt med de flytter ind i hjemmet! Søg evt. inspiration på Pinterest, hvis du i fremtiden skal i gang med noget upcycling eller DIY.

5. Vælg bæredygtigt når du køber fra nyt

Vi har været nødt til at købe lidt mere fra nyt end egentlig ønsket – forstået på den måde at vi sagtens ville kunne have fundet et sofabord og en reol secondhand, men da vi var afhængige af vores forældre og bil-mulighed i en begrænset periode da vi flyttede ind, så skulle lejligheden indrettes færdig på 4 dage – vi kommer jo alle mand fra Nordsjælland og lejligheden er i Aalborg, så de svinger ikke bare lige forbi hvis vi finder et fedt møbel i den anden ende af byen. Derfor har vi været nødsaget til at købe lidt nyt også – vores hjem er en god blanding af IKEA og genbrug. Dog kan man sagtens tænke bæredygtighed ind i sine nye køb også. Vælg bæredygtige materialer – eksempelvis er både vores lampe, sofabord og sæbedispenser i køkkenet (med opvaskesæbe) købt fra ny, men alle tre er lavet af bambus og er derfor et godt valg i forhold til bæredygtig indretning. Opvaskebørsten koster en 10’er og er fra normal – lavet af træ i stedet for plastic. Køkkengrej og andre husholdningsartikler er købt hos Suztain – det gælder både opvaskemiddel, toiletrens, skurresvamp og karklude. Det andet tæppe i sofaen er en julegave fra kæresten sidste år, og er et virkelig fint bambus tæppe købt på Amazon. Andre idéer er at købe i materialer som hør og økologisk bomuld (f.eks. sengetøj eller håndklæder) eller at købe kunst, pynt og nips fra bæredygtige kunstnere, små selvstændige værksteder, iværksættere med et godt formål/budskab eller lignende.

Inspirationsliste til bæredygtig indretning: secondhand eller genbrugs butikker/apps/koncepter:

Røde Kors
Blå Kors
Kirkens Korshær
Tradono
Trendsales
DBA
Facebook Markedsplads
Facebook grupper
Kirppu
Guld & Rod
Danmission
Veras Vintage (butik og loppemarked)
Lokale loppemarkeder (tjek Facebook begivenheder for din by)

Har bæredygtig indretning givet dig blod på tanden? Der er masser af andre ting du kan kaste dig ud i. Læs med i mine andre indlæg hvor du får 5 tips til at spare på vandet samt 10 idéer til at mindske dit plastikforbrug.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *