Type and press Enter.

Grøn smoothie med ingefær, kiwi og chiafrø

grøn smoothie

Grøn smoothie med ingefær, kiwi og chiafrø

En grøn smoothie er en perfekt sund morgenmad eller mellemmåltid, som smager frisk og lækkert. Du kan også lave det til en smoothiebowl og toppe den med müsli, frugt, nødder og hvad du ellers kan finde på. Smoothies er en nem og hurtig måde til at få spist endnu flere frugter, grøntsager, frø og kerner – og den her er selvfølgelig ingen undtagelse.

Du kan variere alt efter hvad du kan lide og har derhjemme, men den her kombination af en grøn smoothie går godt sammen. Kiwi har en god smag, ingefær gør den frisk og skarp, banan giver sødmen og spinaten kan du faktisk slet ikke smage, ligegyldig hvor meget du propper i.

Er du ikke så vild med ingefær? Prøv alligevel at bruge cirka 1 cm skrællet rå ingefær i din smoothie –  smagen er ikke særlig gennemtrængende i den mængde. Ingefær har blandt andet antiinflammatoriske egenskaber, og så virker det kvalmestillende – så hvis du er utilpas eller måske køresyg, så giv det et skud! Selv spiser jeg en del ingefær (og gurkemeje) hvis jeg føler, at jeg er ved at blive småsyg – måske er det bare mig, der synes at jeg bliver kureret af en lille mærkelig rodlignende grøntsag, men jeg er i hvert fald glad for den, når jeg er småforkølet eller har ondt i halsen.

Den her kombination af en grøn smoothie er generelt god, hvis du er syg/utilpas eller ikke er så glad for søde ting f.eks. om morgenen. Den indeholder ikke bær, og er derfor ikke så “dessert” agtig som andre smoothies kan være.

Ingredienser:
– 1 banan
– 2-3 håndfulde frisk spinat
– 2 kiwier
– 1 spsk chiafrø
– 2-3 spsk havregryn
– 1 cm skrællet rå ingefær (Du kan sagtens bruge mere – denne mængde kan ikke smages)
– 2-3 dl plantemælk (Jeg har brugt hjemmelavet mild havremælk)

Fremgangsmåde
Alle ingredienser kommes i en blender, hvorefter det blendes helt glat og flydende. Varier mængden af væske, alt efter hvor tyk den skal være. Opskriften giver 500-600 ml. Hvis ingen af dine ingredienser er frosne, så blend et par isterninger med. Server iskold!

Idéer til variation:
– Brug juice i stedet for plantemælk – f.eks. ananas eller appelsin
– Tilføj sesamfrø, hørfrø, hampefrø eller hvad du ellers kan støve op
– Tilføj andre grønne grøntsager (squash, agurk, selleri, grønkål, avokado osv.)
– Prøv mine andre smoothie-ospkrifter, f.eks. den her med blåbær, spinat og banan eller den her med rødbede, hindbær og ingefær

Bananerne på mine billeder er ikke modne – du skal helst bruge en helt gul banan, gerne med mørke pletter. Hvis du bruger en der er lidt grøn, så kan du evt. blende et par stenfrie dadler med også. Umodne bananer har en lidt anden konsistens og er slet ikke lige så søde i smagen som dem med pletter! Kiwierne skal også hellere være lidt for modne end lidt for umodne.

grøn smoothie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *