Type and press Enter.

Et år uden shopping – og andre nytårsforsæt

et år uden shopping

Et år uden shopping – farvel til forbrugsfest og ligegyldige køb

Man kan sige hvad man vil om diverse nytårsforsæt – om de overhovedet er til at holde eller om det er noget spøjst noget at ville lave større eller mindre ændringer, bare fordi et nyt år starter. Jeg er selv fan! Det føles nemmere at sætte sig et mål eller lave en ændring i sit liv, når året starter på en frisk og kalenderen har 365 dage foran sig. Derfor er det selvfølgelig ingen undtagelse for mig i 2019, og jeg har reflekteret i lidt tid over hvad jeg gerne vil til næste år, hvem jeg egentlig gerne vil være og andre store spørgsmål i livet. Jeg tager hul på sidste del af mit første sabbatår, og så går jeg igang med nummer to sabbatår til sommer. Dét er i hvert fald planen lige nu, og så håber jeg at komme ind på mit drømmestudie i sommeren 2020. Mit andet sabbatår bliver klart anderledes end det første – jeg kommer ikke til at have fast job/indtægt når jeg flytter hjem til Sjælland, og det bliver året hvor jeg nærmest bare kan tage en dag af gangen – jeg kan faktisk bare gøre hvad jeg vil, når jeg vil. Jeg vil gerne rejse, jeg overvejer højskole, jeg vil gerne bruge tid på frivilligt arbejde (både mit nuværende og måske andet også), bloggen skal prioriteres højt og så vil jeg bare gerne have tid til mig selv, dem omkring mig, mine dyr og de projekter jeg finder på undervejs. Ingen indtægt = hvad så med mit forbrug?

Mit nytårsforsæt handler om forbrug – jeg vil have et år uden shopping. Jeg har længe jongleret rundt med tanker omkring (over-)forbrug, penge, køb, produktion og bæredygtighed. Det er jo ingen hemmelighed at det ikke hænger sammen – bæredygtighed og vores forbrugsfest af et samfund er modpoler, og jeg har følt mig lidt i klemme, fordi jeg langsomt har fået øjnene mere op for den grønnere livsstil alt imens jeg svinger dankortet som jeg plejer. Det hænger ikke rigtig sammen. Det er nærmest en del af mig og min person at følge med i tendenser, mode, sæsoner og lignende, og derfor er jeg også stoppet med at give mig selv dårlig samvittighed over, at jeg faktisk føler det bliver svært at vænne mig af med det – fordi det har trods alt været mig i mange mange år!

Heldigvis kan man jo ændre sig og man kan blive klogere – og det er det, som jeg har tænkt mig. Jeg vil gerne leve i overensstemmelse med hvad jeg tror på, og hvordan jeg gerne vil have verden skal være. Man stemmer jo med sine penge ikke? Og derfor ønsker jeg at tage afstand fra hoved-under-armen forbrug, fordi det meste af mine køb indenfor tøj, ting og sager er absolut nice to have og ikke need to have. Jeg vil gerne være mere reflekteret over mine køb, og så ønsker jeg simpelthen også bare at bruge mine penge på noget som virkelig har en værdi for mig – f.eks. rejser, oplevelser, mine dyr, venner, kæreste og familie. Det er måske fedt at få en ny taske i lige dét øjeblik, men spørger du mig et halvt år senere, ja så ville jeg jo hellere have haft brugt pengene på noget andet – og sådan har jeg det med en del af mine ting. Jeg bliver også tvunget ud i en hverdag, når jeg står uden fast indtægt, hvor jeg ikke bare kan bruge de penge jeg vil på hvad jeg vil – så det giver næsten sig selv, at der skal ændringer til og det bliver med et år uden shopping. Detoxing!

Jeg har allerede ændret mig meget omkring mit forbrug over de seneste par år, og jeg kaster ikke bare penge ud af vinduet – men jeg er bestemt ikke i mål. Jeg er ret let at friste, og jeg har i de seneste tre år arbejdet i tøjbutik, og det er ikke ligefrem fordi det har hjulpet situationen, det skal jeg være ærlig at sige. Jeg kommer til at fortsætte mit arbejde som jeg plejer, men i 2019 bliver det uden at lægge en krone i “min egen butik”, som jeg gør forholdvis ofte nu, og det bliver helt klart også en udfordring for mig – men det er jo også sundt nok! Det er let nok ikke at shoppe når man har afmeldt nyhedsbreve og ikke sætter sin fod i shoppingcentre, men når man er der hver dag, så må jeg indrømme min rygrad engang imellem er ikke-eksisterende – jeg er ikke helt stolt af det.

Mit mål med et år uden shopping er at undgå impulskøb, være bevidst om hvad jeg egentlig virkelig mangler, spare penge og bruge det på noget jeg faktisk virkelig vil, spare tid, leve mere minimalistisk og så selvfølgelig bidrage til en mere bæredygtig tankegang og kultur.  Jeg har lavet tre undtagelser for mig selv, som er spilleregler der gør det muligt for mig at gennemføre, men stadig så det er en udfordring:

1. 500 kr stående på en konto, som kan bruges, men ikke nødvendigvis skal (dem må jeg egentlig bruge som jeg vil – så jeg skal virkelig tænke, hvis jeg vil bruge dem på et eller andet en dag, fordi det er de 500 kr der er og ikke mere. Hvis jeg mangler sokker, så er det derfra jeg betaler og hvis jeg har brugt alle 500 kr d. 2 januar på en kjole, ja så bliver det måske et langt år uden sokker, så det lader jeg være med)

2. Jeg må gerne sælge noget jeg ejer, for at kunne købe noget andet (eksempel: hvis jeg har flere stykker tøj i min garderobe som jeg ikke bruger, så er det oplagt at sælge dem videre og så have mulighed for at købe et stykke tøj som jeg faktisk virkelig mangler. Eller bytte tøj med andre!)

3. Jeg må gerne skrive det på ønskelisten/modtage i gave (heldigvis har jeg først fødselsdag i december, hvor det jo også er jul – så der er året næsten gået når vi når dertil).

Mit år uden shopping har primært fokus på tøj og beklædning – sko, tasker, smykker og andre accessories gælder også herunder. Bolig, elektronik og make-up/plejeprodukter har jeg ikke taget med i denne omgang, da det ikke er særlig mange penge jeg lægger på de tre poster, og at jeg i forvejen har et fornuftigt og bæredygtigt forhold til dem. Så alt fokus på hvad man ifører sig!

Jeg opdaterer undervejs – hvordan det går, mine overvejelser og tanker, penge jeg sparer og hvad jeg ellers falder over. Jeg håber I vil følge med. Jeg har også andre nytårsforsæt som “drik vand med citron hver morgen”, “begynd at træne”, “spis sundt” og andre kedelige ting, men det brænder jeg ikke liiiige så meget for som det andet…. Det kan jeg gøre til næste år! Hvad er dit nytårsforsæt? Vil du være med på et år uden shopping?

Følg med løbende i kategorien “Garderobe og mode”.

Inspiration til et år uden shopping:
Mie Schmidt – blog
Støjmaskinen.dk, “Førstehjælp til mit forbrug”

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

6 comments

  1. Jeg begyndte for 2 år siden på et “12 stykker tøj om året” benspænd (inkl. sko, takser, mv.), som har fungeret rigtig fint. Næste år skruer jeg ned til 10 stykker tøj i 2019 – det føles som et rigtigt næste skridt.
    Jeg har der udover et fortsæt om intet nyt elektronik i 2019, så hvis noget af mit gamle skulle stå af (7-9-13) vil jeg prøve at købe det brugt.

    1. Ej det lyder også som en fed udfordring! Det kunne jeg godt forestille mig at prøve i 2020….

  2. Det er simpelthen så mega sejt af dig! Tro mig, du kommer ikke til at fortryde det. Jeg håber, det bliver en givende og tankevækkende oplevelse for dig – præcis som det var for mig. Alt godt og positive vibes herfra. Jeg tror på dig 🙂

    1. Tak <3 Jeg tror dig! Jeg glæder mig faktisk allerede meget. jeg tror virkelig det bliver befriende for mig!

  3. Ej, hvor spændende. Vi glæder os til at følge med. Kh Ida og Anna .

    1. I skal være velkommen <3