Type and press Enter.

Bæredygtigt badeværelse: 10 plastikfrie idéer

bæredygtigt

Bæredygtigt badeværelse – inspiration og idéer til at droppe plastik

Jeg kigger nærmere på én “kategori” af gangen, og kommer med idéer til hvad du kan gøre for at mindske plastikforbruget i dit liv. I dag skal det handle om badeværelset – personlig pleje, bad, kosmetik og hvad man ellers finder dér.

Jeg tror det er et af de steder, hvor jeg selv har foretaget flest ændringer. Det er ikke engang fordi, at det er særlig svære eller store ændringer – der er bare mange alternativer og valg man pludselig får øjnene op for. Jeg har selv været flittig bruger af skumklude, shampoo og balsam i plastikflasker, plastikskrabere, almindelige engangsvatrondeller, alverdens kosmetik og plejeprodukter (deo, cremer, make-up…alt i plastikemballage), plastiktandbørster og så videre. Det er rigtig mange ting jeg har brugt tid og penge på, og rigtig meget som næsten med det samme ender som affald.

Det kan virke uoverskueligt at skifte det hele på en gang – det er heller ikke nødvendigt, for man skal også huske på, at det aldrig bliver særlig godt for nogen eller noget bare at smide ting ud. Brug det op eller forær til familie og venner. Køb og brug bæredygtige alternativer i takt med det naturligt skal udskiftes i dit hjem <3

Er du klar på det? Her får du en liste over 10 idéer der hjælper dig på vej til et bæredygtigt badeværelse:

1. Farvel til engangsvaskeklude
Brug-og-smid-ud-mentaliteten skal væk, og der hører engangsvaskeklude ind under. Du kan i stedet bruge stofklude købt til formålet, eller du kan klippe gamle håndklæder i mindre stykker – begge fungerer perfekt. Saml det i en spand eller i en wetbag, og vask det sammen med resten af din 60 graders vask. Du sparer plastik ved aldrig at skulle købe eksempelvis skumklude i plastikemballage, og du udleder ikke mikroplastik. Du sparer desuden penge, og nedsætter din affaldsmængde markant.

2. ….Og det samme gælder vatrondeller
Jeg bruger vatrondeller til at fjerne make-up, og det gør du måske også. Stop med at købe engangsvatrondeller i plastikemballage, og spar dig selv for penge, affald og ja.. plastik. Du kan købe genanvendelige vatrondeller, hækle dem eller sy dem af gamle bomuld t-shirts. Læs mere om hvad jeg har gjort i mit indlæg om 2 slags genanvendelige vatrondeller. De skal bare vaskes på 60 grader med resten af din vask.

3. Brug en bambustandbørste
Bambus vokser utrolig hurtigt, og er et super materiale til virkelig mange ting. Du kan uden anstrengelser udskifte din plastiktandbørste med en tandbørste lavet af bambus – de kan både købes på nettet og efterhånden også i en del fysiske butikker. Jeg er i gang med at kigge efter en 100 % komposterbar tandbørste, som jeg vil købe i stedet for mine nuværende, næste gang jeg mangler. Dem jeg har et lille lager af lige nu,  har nemlig nylon(-lignende?) hår. Det kan du være opmærksom på, når du skal ud og købe en!

4. Drop plastikskraberen
Ja enten kan du droppe det der hårfjerningshejs og gå helt natural, eller også kan du benytte dig af mere bæredygtig form for barbering. You do you! Jeg kan i hvert fald anbefale en safety razor, som egentlig er den “gammeldags” version – hvorfor opfandt man overhovedet plastikskraberen?! De holder sådan cirka forevigt, og det eneste du skal gøre er at skifte bladene efter behov. Den er tilmed meget bedre end engangsskrabere, og så er den også meget pænere – hvis man går op i den slags (og det gør jeg). Læs mere om min safety razor lige her.

5. Slip din shampoo og sæbe ud af flasken
….. og brug en shampoobar i stedet! Du kan også bruge “no-poo” metoden – altså helt udfase shampoo – eller bruge andre alternativer som rasul eller lignende. Personligt er jeg glad for min shampoo/balsam-bar, som jeg køber fra Lundegaardens Hudpleje. Der køber jeg også en fast kropssæbe, som jeg har i en sæbepose, så jeg får en slags peeling effekt. Det samme gælder for håndsæben – slut med flydende sæbe og benyt dig i stedet af en fast sæbe opbevaret i en sæbeskål. Læs mere om det jeg bruger af shampoobarer og fast kropssæbe i mit indlæg her.

6. Vælg kosmetik og personlig pleje med omhu
Her gemmer der sig nemlig også en masse skidt. Vælg naturlige og rene produkter for din egen skyld, og vælg produkter og støt virksomheder som tager ansvar og f.eks. benytter ingen eller bæredygtig emballage. Du kan også lave meget af det selv, hvis du er til den slags DIY-projekter. Jeg er stoppet med at bruge cremer, og bruger nu kun rene olier i glasflasker (jojobaolie og hybenkerneolie). Jeg bruger f.eks. en sæbebar til ansigstvask, skintonic i glasflaske og en deo i en lille metaldåse (som ses på billedet). Kokosolie har jeg i en glasbeholder som make-up-fjerner, og min mascara er i bambus-emballage og er en del af et refill-koncept – læs mere om den lige her.

7. ….Og skær ned, når nu du er i gang
Den her læner sig også op af den minimalistiske livsstil, hvis man også er til det. Udover at købe så bæredygtige produkter som muligt til et bæredygtigt badeværelse, så er det jo endnu mere til at foretrække, hvis man slet ikke køber noget. I sær på make-up fronten vil jeg personligt gerne udfase så meget som jeg kan – jeg er i gang med at bruge mine nuværende produkter op, og så vil jeg faktisk bare gerne skære størstedelen fra. Jeg kommer til at spare tid, penge, affald og ressourcer. Det er jo selvfølgelig et personligt spørgsmål, hvor meget man vil skære af sine kosmetiske rutiner – men det kunne være at det var værd at overveje.

8. Gør “den tid på måneden” plastikfri
Om man er til menstruationskopper, genanvendelige stofbind, thinx undertøj eller lignende – ja, så er det bare med at komme i gang. De fleste almindelige bind og tamponer er fyldt med plastik, pesticider, blegemiddel og parfume. Mange kvinder oplever gener og ubehag ved brug af disse, og det giver jo rigtig god mening. Desuden er det helt bogstaveligt at smide penge direkte ud i skraldespanden hver evig eneste måned – ifølge Dansk Statistik bruger kvinder cirka 12.000 kr på bind og tamponer i løbet af deres liv. Er det ikke grunde nok?

9. Sig farvel til eller find bæredygtigt alternativ
Vatpinde med plastik og bomuld er endnu et engangsprodukt, som ikke er godt for nogen eller noget. Enten kan du droppe dem helt – oftest kan spidsen af et håndklæde eller en klud klare samme opgave, ligegyldig om du bruger den til dine ører, make-up eller piercinger. Ellers kan du købe bambusvatpinde i stedet. Vær opmærksom på at bomulden skal være økologisk, for at undgå pesticider og lign. Sådan kan du også tænke med flere af dine ting: Er det virkelig nødvendigt, og har jeg allerede noget der kan det samme?

10. Andre idéer til et bæredygtigt badeværelse
Udover at fokusere på at fjerne plastik, så er der også andre ting du kan gøre for at få et (mere) bæredygtigt badeværelse. Vandforbrug kan man jo ikke komme uden om – og du kan læse med i mit andet blogindlæg, hvor jeg giver 5 tips til at spare på vandet.

Jeg håber du kunne bruge det, og føler dig parat til at gå et mere bæredygtigt badeværelse i møde. Det her er mit første indlæg i en lille “serie”, hvor jeg gennemgår forskellige kategorier, for at finde ud af hvordan man kan slippe af med alt det plastik – jeg håber du vil følge med i de fremtidige!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

One comment

  1. […] Klar på endnu mere plastikfri livsstil? Du kan læse mine indlæg om plastikfrie valg her: Plastik nej tak: 10 idéer til at mindske dit forbrug Bæredygtigt badeværelse: 10 plastikfrie idéer […]